Derfor flyttede kirken tidspunktet for påsken
I begyndelsen bestod kirken fortrinsvis af jøde-kristne. Man fejrede derfor naturligt påsken på samme tidspunkt som alle andre jøder – som en endagsbegivenhed den 14./15. nisan (den jødiske påske-måned). Sådan havde man gjort det siden Israels udgang af Ægypten for årtusinder siden.
I nogle af menighederne der blev dannet udenfor Israel flyttede man ret tidligt påskefejringen fra den 14./15. nisan til den første søndag efter den 14./15. nisan. Det var jo Jesu opstandelsesdag. Man sporer allerede i midten af det 2. århundrede en stigende tendens til, at de hedningekristne ønskede af løsrive kirken fra dens jødiske rødder.
På kirkemødet i Nicæa i år 325 – et møde for hele kirkens ledelse – skete der så noget virkelig skelsættende. Kirken besluttede, at påsken fremover skulle fejres efter den gregorianske kalender og ikke efter den jødiske. Man kaldte det endog ”jødisk” – og det var ikke positiv ment – når en del kristne menigheder stadig synkroniserede deres kalender efter den jødiske. Beslutningen indebar, at påsken fremover skulle fejres på første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det gælder stadig. Dvs. at påsken kan falde mellem 22. marts og 25. april.
Det er ikke mange steder man hører om kirkens antijødiske begrundelse for at flytte datoen for påskefejringen. Forståeligt nok, for det er rigtig ubehagelig læsning. Begrundelsen på kirkemødet i Nicæa lød bl.a. sådan her: ”Vi burde ikke have noget til fælles med jøderne, for Frelseren har vist os en anden vej: Følgelig….ønsker vi, kære brødre, at skille os fra jødernes afskyelige selskab, for det er virkelig skammeligt for os at høre dem prale af, at uden deres anvisninger (om kalenderen) kunne vi ikke fejre denne højtid”.
Kirkens historie kan ikke gøres om, og vi skal ikke fortie de mørke kapitler i den. Vi skal heller ikke løbe fra, at mange af kirkens ledere – bl.a. repræsenteret ved Kirkernes Verdensråd – fortsætter ad det samme spor. I dag kommer det f.eks. til udtryk gennem en stærk, kritisk holdning til den jødiske stat, Israel.
Men mange kristne ønsker at gå en anden vej. Vi anerkender kirkens jødiske rødder og forstår, at uden dem, ingen kristendom. Og vi ønsker at stå sammen med det jødisk folk og med den jødiske stat, Israel. Også når der er behov for at tale ”Rom” midt imod.