Kirkeledere: Boykot Israel og lad alle palæstinensiske flygtninge vende tilbage

“BOYKOT ISRAEL OG LAD ALLE PALÆSTINENSISKE FLYGTNINGE VENDE TILBAGE.”

Sådan lyder opfordringen i årets juleopråb fra en gruppe palæstinensiske kirkeledere. Det 60 sider lange ”Christmas Alert” handler ikke om julens budskab, selvom det er svøbt i en lang række fromme jule-ord og citater fra Bibelen. Det handler derimod om den palæstinensiske kamp mod Israel.

I anledning af julen sammenlignes Israel med den romerske besættelsesmagt på Jesu tid, og der tales om nye Herodes´er der farer frem med undertrykkelse og drab både i MØ som sådan og i de palæstinensiske områder. Sikkerhedsmuren ved Betlehem kalder de racistisk, selvom den har forhindret drab på utallige israelske civile. Man leder forgæves efter blot den mindste kritik af den vedvarende palæstinensiske terror.

Kirkeledernes ufravigelige krav er, at alle palæstinensiske flygtninge – og deres ca. fem millioner efterkommere – skal have lov til at vende tilbage til de områder de stammer fra. Det vil i yderste konsekvens betyde, at jøderne snart kommer i mindretal i deres eget land. Men det anfægter ikke de kristne ledere. Det er kun retfærdigt, siger de.

Men de ved også godt, at Israel ikke frivilligt lægger sig ned og efterkommer deres krav som i praksis vil betyde et farvel til verdens eneste jødiske stat. Derfor opfordrer de alle verdens kirker til at tilslutte sig boykot-Israel-bevægelsen, BDS. BDS ønsker en total boykot al alt israelsk – både på det kulturelle, økonomiske og forretningsmæssige område.

Skulle man have lyst, er der i opråbet et læsestykke til hver af de fire adventssøndage. Samme budskab med lidt forskellige vinkler: ”Stop den onde israelske besættelsesmagt.”

De palæstinensiske kirkeledere tilhører gruppen af teologer som har samlet sig i ”Kairos Palestine – the Christian Palestinian Initiative”. Og som det meste andet i de palæstinensiske områder støttes også dette arbejde af vestlige NGO´er.

Og gæt en gang hvilken organisation der dukker op blandt de økonomiske støtter, når man graver lidt i det. Såmænd en gammel kending der næsten altid er at finde, når der skal være Israel-bashing: Folkekirkens Nødhjælp.

Jeg gætter på, at de færreste bidragydere til Folkekirkens Nødhjælp er klar over det.