Palæstina har aldrig været navnet på et selvstændigt land og betegnelsen ”Det palæstinensiske folk” er – historisk set - af temmelig ny dato.
Formanden for Dansk palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed har haft et indlæg i Jyllands Posten, hvor han i den grad fordrejer både de aktuelle og de historiske fakta.
Skal debatten om den ulykkelige konflikt føre nogen steder må den ske på et faktuelt grundlag.
Her er mit svar til Fathi El-Abed, som det blev bragt i Jyllands Posten den 1. juni.
https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE10641723/lad-os-lige-faa-nogle-fakta-paa-plads/
Fathi El Abed hævder i et indlæg her i avisen, at Israels oprettelse skete ”på ruinerne af palæstinensernes land, jord, historie, kultur, rettigheder og ressourcer” og at landet har været palæstinensernes i århundreder. De historiske fakta siger noget andet.
Da Det Osmanniske Rige gik i opløsning efter 1. Verdenskrig, kom dele af det tidligere så mægtige rige under engelsk administration. Man oprettede det såkaldte Palæstina-mandat. Det engelske Palæstina-mandat omfattede hele det område vi i dag kender som Israel, Gaza, Vestbredden og Jordan.
I 1922 blev området øst for Jordanfloden udskilt og der blev oprettet et selvstændigt arabisk emirat som fik navnet Transjordanien. Tilbage af det oprindelige Palæstina-mandat var så kun området vest for Jordanfloden. Dette lille område beholdt navnet Palæstina, og indbyggerne – både jøderne og araberne – kaldte man palæstinensere.
FN anbefalede i 1947, at Palæstina skulle deles i to så der også kunne oprettes et hjemland for det jødiske folk. Året efter var staten Israel en realitet. I en efterfølgende krig mod den nye jødiske stat erobrede Transjordanien Vestbredden og ændrede herpå landets navn så det blot hed Jordan. Der var nu ikke længere et specifikt landområde der gik under navnet Palæstina.
Navnet blev for alvor vakt til live igen i 1964, da PLO, Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, blev grundlagt. Omtrent på samme tid fik betegnelsen ”palæstinenser” også en ny betydning. Mens navnet før staten Israels oprettelse var en betegnelse for alle indbyggerne i det britiske mandatområde Palæstina – altså både jøder og arabere – blev det til en betegnelse udelukkende for de arabere der boede i Gaza og på Vestbredden og de ca. 700.000 arabere der flygtede eller blev fordrevet under krigen i 1948-49 – samt deres efterkommere.
Fakta er altså, at navnet Palæstina – indtil nyere tid – altid har været brugt som en betegnelse for et geografisk område og dem der boede i det område var alle ”palæstinensere” – både jøder og arabere. Palæstina har aldrig været navnet på et selvstændigt land med en selvstændig kultur endsige navnet på en selvstændig stat med Jerusalem som hovedstad. Og betegnelsen ”Det palæstinensiske folk” er – historisk set – af temmelig ny dato. Derfor er det faktuel forkert, når Fathi El-Abed skriver, at Israel er oprettet på ruinerne af palæstinensernes land, jord, historie og kultur.