Frost på bloggen

Boginterview med Jan Frost om bogen ”Troen og imperiet – Bibelen set med palæstinensiske øjne”, Mitri Raheb, Unitas Forlag

Af Torben Mathiesen

Unitas Forlag har i år udgivet bogen ”Troen og imperiet” af præsten ved den lutherske Julekirke i Betlehem, palæstinenseren Mitri Raheb. I oktober måned blev bogen præsenteret i Danmark ved foredrag på Århus og Københavns universiteter.

Ordet og Israels tidligere formand, Jan Frost, har læst bogen og deltog også ved præsentationen af bogen, og vi har i den forbindelse stillet ham en række spørgsmål:

Hvad er det for en bog, Mitri Raheb har skrevet?

Mitri Rahebs bog er et opgør med Vestens måde at se på MØ-konflikten – både historisk og teologisk. Da man efter 2. Verdenskrig besluttede at give plads til oprettelsen af staten Israel i et område, hvor der allerede boede et folk, var der tale om en Vestlig kolonialisering af området som gik ud over ”Landets folk”, palæstinenserne, siger Raheb. Når kristne i Vesten ser staten Israel som opfyldelsen af bibelens profetier er det igen palæstinenserne, der kommer til at betale prisen. Mitri Raheb vil lære Vestens kristne både at læse Bibelen og at  se historien med palæstinensiske øjne. Han vi skabe en ny, palæstinensisk fortælling om det han kalder ”Landets folk”. 

Hvad er budskabet i bogen? Hvad er godt og skidt?

Hovedbudskabet Mitri Rahebs bog er, at Bibelen er blevet til i et område hvor ”Landets folk” – som han kalder palæstinenserne – altid har levet under skiftende imperiers besættelse, lige fra ægypterne over babylonierne, perserne og romerne m.fl. til det nuværende imperium, besættelsesmagten Israel.  For Mitri Raheb er Israel intet andet end en kolonialistisk besættelsesmagt der absolut intet har at gøre med det Israel, vi kender fra Bibelen. For at tydeliggøre dette omskriver Raheb den bibelske historie ved at give den nye navne og erstatte ”Israels land” med ”Palæstinas land”, ”Israels folk” med ”Palæstinas folk”. På denne måde kan Raheb uden videre konkludere, at det var Palæstinas folk, der var Guds udvalgte folk og som modtog åbenbaringen fra Gud. Det var også Palæstinas folk, der blev ført til Babylon, Maria og Josef var palæstinensere og Jesus blev født som palæstinenser i den palæstinensiske by Betlehem.

Rahebs omskrivning af historien har ét eneste formål, nemlig at fremstille palæstinenserne i dag – og en lille gruppe jøder – som de eneste efterkommere af landets oprindelige folk. Staten Israel består ifølge Raheb primært af fremmede, jødiske immigranter der ikke har noget som helst med landets oprindelige folk at gøre. I modsætning til Raheb selv – der efter eget udsagn er direkte efterkommer af de første kristne i ”Palæstina” – så er de jødiske immigranter blot europæiske kolonister uden historisk tilknytning til landet. De har med andres hjælp skabt imperiet Israel som nu holder landet besat og undertrykker dets befolkning.

At hele denne teori har både historien, Bibelen og genetiske fakta imod sig, anfægter ikke Raheb. Målet helliger tilsyneladende midlet.

Blandt en del evangeliske palæstinensiske kristne, tales der i disse år en meget om forsoning. Teologisk baserer mange af disse kristne sig på forskellige udgaver af erstatningsteologi, hvor man blandt andet afviser enhver tale om landeløfter til Israel. Denne tilgang kritiseres stærkt af mange messianske jøder. Hvor står Mitri Raheb i forhold til dette?

Som så mange andre erstatningsteologer vil han ikke kaldes erstatningsteolog. Men Mitri Raheb er altid meget klar i mælet, når det kommer til forståelsen af bibelens profetier om Israel. Der er absolut ingen sammenhæng mellem Israel i dag og bibelens profetier. At hævde jødernes bibelske ret til landet er ifølge Raheb synd imod Gud.

Ifølge Raheb selv arbejder han for et civilsamfund med lige rettigheder for alle, muslimer, kristne og jøder. Raheb er ikke er låst fast på bestemte politiske modeller, siger han, og han har ikke noget imod eksistensen af staten Israel som sådan. Og han går selvfølgelig ind for forsoning mellem jøder og palæstinensere. Men som så meget andet af det, Raheb siger og skriver, lyder det både fromt og inkluderende – indtil man graver lidt dybere. For Rahebs fred og forsoning skal være en fred og en forsoning på palæstinensernes præmisser og det betyder bl.a., at der måske nok er plads til staten Israel, men der er ikke er plads til den jødiske stat Israel i ”Palæstina”. Og det er netop hvad hele Rahebs øvelse går ud på: at diskvalificere det jødiske folk som Guds udvalgte folk og fratage dem retten til et jødisk hjemland.

 

Hvordan forventer du, at bogen vil påvirke den teologiske debat i Danmark?

Det er svært at sige. At bedømme ud fra reaktionen i det fyldte teologiske auditorium på Århus Universitet er der både interesse og forståelse for MR budskab. At både Biskop Peter Skov-Jacobsen og Niels Henrik Arendt har anbefalet bogen peger også i den retning. Hvor uforståeligt det end kan synes.  

 

Er det en bog, du vil anbefale? (Eller: Hvad vil du sige til dem, der ønsker at læse bogen?)

Hvis man vil have et indblik i, hvordan nogle palæstinensiske kristne og danske teologer tænker om MØ-konflikten, teologisk, historisk og aktuelt, så ja.  Men det er vist også den eneste grund jeg kan komme i tanke om.