Biskop Marianne Christiansen, provst Anders Gadegaard og generalsekretær i Bibelselskabet, Birgitte Stoklund Larsen, har været på besøg på Vestbredden. De var der som en del af en kirkelig delegation der skulle se på forholdene for de palæstinensiske kristne. Det har de skrevet en kronik om i denne avis. Deres konklusion er klar: Israel alene bærer ansvaret for de kristne palæstinenseres problemer og vanskelige livsvilkår. Men en sådan konklusion kan man kun komme frem til, hvis man fordrejer virkeligheden eller undlader at fortælle hele sandheden. Et par eksempler: Oslo-aftalerne fra 1993 mellem Israel og palæstinenserne kalder man for ”mislykkede fredsforhandlinger”. 700 000 arabiske palæstinensere blev ”fordrevet” fra området i forbindelse med staten Israels oprettelse, og det er Israels ansvar at kristne palæstinensere i dag kun udgør 1,5 % af befolkningen på Vestbredden.

Der har næppe været noget tidspunkt i fredsprocessens historie hvor optimismen blomstrede mere end den gjorde i dagene efter fredsforhandlingerne i Oslo i 1993. Der var en sand eufori af forventning om, at nu ville tingene gå i den rigtige retning. Opdelingen af Vestbredden i A, B og C-områder ikke var et resultat af, at fredsforhandlingerne i 1993 mislykkedes, som det siges i kronikken, men tværtimod af begge parter ment som et skridt fremad mod en egentlig fredsløsning. Hensigten var, at opdelingen skulle skabe bedre leveforhold, mere sikkerhed og større tillid mellem partnerne og på den måde fremme en udvikling frem mod fred. I dag kan vi se, at det ikke skete. Ansvaret for at fredsprocessen slog fejl, kan ikke bare placeres på Israel. Den palæstinensiske terror i sidste del af 1990’erne og fra 2000 og frem bærer rigtig meget af skylden for, at der ikke er fred i dag.

De ca. 700 000 palæstinensiske arabere der flygtede i forbindelse med Israels oprettelse blev ikke bare fordrevet af Israel, som man kan få indtryk af ved læsning af kronikken – selvom det ikke siges direkte. Mange – måske de fleste – flygtede pga. af den krig de arabiske lande påførte Israel, andre blev ganske rigtigt fordrevet og atter andre flygtede på opfordring af en række arabiske landes ledere. De blev lovet, at så snart den nyfødte israelske stat var nedkæmpet, så skulle de få lov til at vende tilbage. Det løfte kunne de arabiske ledere som bekendt ikke holde. Virkeligheden er også, at der var omkring 700 000 jøder der måtte flygte fra de omkringliggende arabiske lande? Hvorfor nævnes det ikke? Udeladelsen af den sandhed giver et skævt billede af virkeligheden.

Når kristne på Vestbredden i dag kun udgør ca. 2 % af befolkningen skal årsagen findes flere steder. Dels i en procentmæssig høj muslimsk befolkningstilvækst i forhold til de kristnes og dels i et stærkt pres på den kristne minoritet fra det muslimske flertal – som vi ser de i alle de lande i MØ, hvor kristne udgør en minoritet og immigrerer. Det kan andre kristne ledere end dem delegationen talte med fortælle meget om. Hvorfor ikke fortælle om det?  Naturligvis betyder de vanskelige økonomiske forhold i kølvandet på den nødvendige begrænsning af palæstinensernes bevægelsesfrihed også en hel del, men at gøre den til den eneste årsag til at kristne forlader Vestbredden er en fordrejning af virkeligheden. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de kirkelige ledere ikke finder anledning til at nævne baggrunden for opførelsen af sikkerhedsmuren og hegnet, nemlig de voldsomme terrorangreb på civile israelere der tidligere udgik bl.a. fra Betlehem-området.
De kristne palæstinenseres situation er bestemt vanskelig – og har været det i mange år. Men når deres situation skal beskrives af en kirkelig delegation må man kunne forvente, at den ikke fordrejer virkeligheden eller undlader at fortælle sandheden om det ansvar alle konfliktens parter hver for sig har. Det lever kronikken desværre ikke op til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *