Islam siges at være verdens hurtigst voksende religion. Det anslås at der i dag er 1,2 milliard muslimer i verden. Det er hvert femte menneske på jorden. I Europa bekender mere end 10 millioner sig til Islam. For Danmark er tallet  ?. Der har aldrig tidligere boet så mange muslimer i Danmark. Denne virkelighed er blevet både en politisk  og kulturel udfordring og præger i høj grad samfundsdebatten. Men det er også en udfordring for den kristne kirke i Danmark. Det er ikke længere tilstrækkeligt at vore missionærer der arbejder blandt muslimer i fremmede lande ved hvad Islam er. Vi har alle brug for et vist kendskab til den muslimske tro, så vi ved, hvordan vi skal møde vores muslimske landsmand eller de fremmede der kommer hertil.

I denne artikel sætter vi fokus på et spørgsmål, som den kirkelige debat afslører, der hersker stor uenighed om: Er Allah og den Gud vi som kristne tror på, dybest set den samme. 

Når man skal bedømme andre religioner i forhold til den kristne tro er det nyttigt at gøre brug af kirkens trosbekendelser, fordi trosbekendelserne i kort for udtrykker hvad der er bibelsk kristendom.

Den apostolske trosbekendelse – den vi sammen bekender i kirken – har tre hovedled: Jeg tror på Gud Fader, på Jesus Kristus og på Helligånden. Hvad har en muslim at sige til en sådan bekendelse?

 Koranen

Muslimernes tro bygger på Koranen. Koranen er en hellig bog som indeholder de åbenbaringer Allah omkring år 610 begyndte at give sin profet Muhammed. Muhammed kendte på dette tidspunkt til både Mosebøgerne, Davids Salmer og evangelierne og anerkendte dem som inspirerede af Allah og udtryk for Allahs vilje – så længe de ikke var i strid med Koranen. Alt det der står i Mosebøgerne, Davids Salmer og evangelierne der ikke stemmer overens med budskabet i Koranen betragtes som forfalsket af jøder og kristne.

Koranen er altså ifølge Islam den endelige åbenbaring af Allahs vilje og derfor er det her vi skal finde svarene på vores spørgsmål om hvordan Islam forholder sig til indholdet af den kristne tro.

 Som kristne bekender vi:

Jeg tror på Gud Fader.

Gud er vores Far. Ved troen på Jesus er vi blevet Guds børn. Jesus selv har lært os at bede: Fader vor. Og apostelen Johannes skriver: Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn, og vi er det. Denne fantastiske virkelig hed som helt sikkert også betyder meget for dig i din dagligdag som kristen.Stikord som kærlighed ,tryghed, glæde og fred er nogle af de føste jeg kommer i tanke om, når jeg tænker på Gud som min far. Forestil dig et kristenliv uden den virkelighed. Uden at kunne kalde Gud din far. Uden at have vished om hans kærlighed til dig og uden at vide om du er frelst.

 Allah har mange navne i Koranen – helt præcis 99. Mange af navnene genkender vi fra Bibelen. Han kaldes f.eks.almægtig, alvidende, herre og konge – men aldrig Fader. Et sådant inderligt og fortroligt fællesskab, som en kristen har det med sin Far i Himlen, kan en muslim ikke have det med Allah. Allah er ikke far til nogen. Det udelukker hans ophøjethed. En muslim står ikke i et far/søn forhold til sin gud. Han står først og fremmest i et herre/tjener forhold.

 Et af de almindeligste navne Koranen bruger om Allah er Den barmhjertige. Her overfor står Bibelen beskrivelse af Gud Fader som den der er Kærlighed. Kan det ikke komme ud på et, kan man spørge. Sandelig nej. Tænk dig en brudgom som siger til sin brud: jeg har barmhjertighed med dig, derfor vil jeg gerne giftes med dig. Hvis han derimod siger: Jeg elsker dig, vil du gifte dig med mig, så er det som det skal være. Koranen kender ikke en gud der elsker syndere. Allah er barmhjertig, står der, men kun  mod dem, der frygter ham og gør hans vilje

Tænk hvis det var sandheden om Gud. Hvem kunne så blive frelst? Hvis ikke Gud elsker syndere kan intet menneske blive frelst. Vores redning er, at Gud er kærlighed og at han elsker sin skabning – selvom den faldt i synd. Netop derfor sendte han sin søn Jesus til verden. Johannes siger det sådan: Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han elskede og og sendte sin søn til soning for vore synder.

 Som kristne bekender vi:

Jeg tror på Jesus Kristus.

Jesus er Guds søn. Han døde ved korsfæstelse for at sone vore synder. Han opstod af graven tre dage efter og lever i dag. Jesus alene er vejen til Gud. Ved tro og dåb kan mennesket få del i felsen og det evige liv.

Forestil dig at Jesus ikke er Guds søn. At han ikke døde på korset for at sone vore synder. At et menneske ikke kan blive frelst ved tro, men må gøre sig fortjent til frelsen ved at gøre gode gerninger. Det er hvad Koranen siger.

 Ifølge Koranen var Jesus ikke Guds søn. Allah har ingen sønner. Jesus var derimod Allahs profet, og det afvises, at Jesus døde på et kors for at sone menneskets synd. Mennesket har ikke brug for et stedfortrædende sonoffer. Selvom Koranen kender til en tilgivende og barmhjertig gud, så afhænger et menneskes evige skæbne først og fremmest af, om mennesket har gjort sig fortjent til frelsen. Det sker ved at gøre Allahs vilje, sådan som den kommer til udtryk i Koranen. Først på dommens dag vil det så vise sig, hvem der kommer i himlen. Det afhænger af Allahs barmhjertighed, men ikke mindst afhænger det af, om der på regnskabsdagen er et overskud af gode gerninger. Derfor vil en muslim aldrig kunne besvare bekræftende på spørgsmålet: Tror du du kommer i himlen? Det ved alene Allah.Vished om det evige liv er et ukendt begreb i Islam. Himlen beskrives i øvrigt som lukseriøst sted med enhver for for komfort, masser af mad og skønne jomfruer til at varte op.

 Som kristne bekender vi:

Jeg tror på Helligånden.

Helligånden er Guds Ånd. Det er ham der overbeviser os om synd og om, at vi kan blive frelst ved tro på Jesus. Ja, det er Gud selv, der ved sin Ånd skaber troen i os – giver os vished om syndernes forladelse og det evige liv. Gud selv tager boilig i den troende ved sin Ånd.

Islam afviser at Helligånden er Gud, og dermed også alt det, som ifølge Bibelen er Åndens gerning i den troendes liv. . 

 Denne korte prøvelse af Islam på nogle af kristentroens grundsandheder viser med al ønskelig tydelighed, at vi i Islam har at gøre med en religion der bekender sig til en anden Gud end Bibelens. Der kan på ingen måde sættes lighedstegng medllem Allah og Bibelens Gud. Det er ikke den samme Gud vi tror på eller beder til. Islam benægter både Gud Fader, Jesus – Guds søn og Helligånden. Derfor kender muslimen ikke den eneste sande Gud. Den enste måde muslimen kan lære Gud at kende på er ved at lære Jesus at kende.Lad os fortælle dem om ham. Vi har et fantastisk og befriende budskab til vores muslimske landsmænd – eller de fremmede iblandt os. Budskabet om frelse ved tro og ikke ved gerninger. Budskabet om at Gud vil være vores far og ved sin Hellige Ånd give os vished om syndernes forladelse og det evige liv.   

Et svar på en læser-reaktion:

Tak til Carl Peder Behrens for hans reaktion på min artikel om “Bibelens Gud og muslimens”.

Carl Peder Behrens skriver, at kristne og muslimer har en fælles tro på Abrahams, Isaks og Jakobs Gud og derfor må der også være en sammenhæng mellem Allah og Bibelens Gud. Behrens har ret i, at der rent sprogligt er en sammenhæng,  men indholdsmæssigt taler vi om to forskellige ting.

 For at vise den rent sproglige sammenhæng mellem Bibelens Gud og Allah bliver jeg nødt til at komme  med en lille sproglig redegørelse for navnet Allah, som arabiskkyndige og religionshistorien har lært mig. Allah er en sammentrækning af “al-ilâh”. “Al” er den bestemte artikel og “ilâh” er det arabiske ord for gud. Allah betyder altså Guden, i bestemt form. Ordet blev brugt længe før Islams opståen og betegnede den højeste og mægtigste af de mange forskellige guder araberne  tilbad, før det lykkedes Muhammed at overbevise  sine landsmænd om, at der kun findes én Gud, Allah.

 Ligesom ordet Allah blev brugt om  den højeste gud i arabisk-talende lande, blev ordet “El” (eller “Elohim”) brugt om den højeste Gud i de aramæisk- hebræisktalende lande. I Det gamle Testamente bruges ordet Elohim ofte om Israels Gud. Vi genkender ordet f.eks. i navnet Immanu-el (Gud med os).

Ordet Allah betyder altså slet og ret Gud eller Guden.  Defor bruger kristne arabere også ordet Allah, når de oversætter ordet Gud i Det nye Testamente. Det er en kendt sag. Den sproglige sammenhæng mellem Allah og Bibelens Gud er altså uomtvistelig.

 Både muslimer og kristne tror, at der kun findes én Gud. Når vi derfor omtaler denne ene Gud må det vel være den samme vi taler om. Når både muslimer og kristne tillige siger, at den Gud de tror på, er Abrahams Isaks og Jakobs Gud,  må al tvivl være fejet af banen. Det må være  den samme Gud. Denne konklusion er for mig at se lidt for hastig.

 Når to mennesker bruger det samme ord om noget, er det ikke givet, at de  taler om den samme ting. Det afhænger af det indhold, de lægger i ordet. Det samme gælder, når en muslim og en kristen taler om Gud. Selvom muslimen og den kristne begge bruger ordet Gud, er det ikke givet, at vi taler om den samme Gud – selvom vi begge påstår, at der kun findes én Gud.. Det afhænger af, hvilket indhold vi giver ordet. Her kommer forskellen på Allah og Bibelens Gud så for alvor frem. Allah er nemlig ikke bare det arabiske ord for Gud, det er ifølge muslimen selve Guds navn,-  hvilket en muslim bekræftede for mig, da jeg forleden drøftede dette spørgsmål med ham. Allah er selve navnet på den Gud, der åbenbarede sig for Muhammed, og det er navnet på den Gud, der åbenbarede sig for Abraham.

 Vil man kende den fulde sandhed om denne Allah, Abrahams og Muhammeds Gud, skal man ifølge muslimerne finde svaret i Koranen. Hvad der ikke stemmer med Koranens gudsbillede er forvansket eller fordrejet af jøderne og de kristne. Hvilke konsekvenser får det, hvis Koranens og ikke Bibelens gudsbillede er sandt. Det betyder, at Abrahams Gud ikke er en Gud der retfærdiggør mennesker af tro, sådan som der står om Abraham i 1. Mos. 15,6. Abrahams Gud er ikke Jesu Kristi far, for Allah kan ikke være far til nogen. Og sådan kunne vi fortsætte. Det er denne Gud hvis navn er Allah muslimen taler om, når han taler om den ene sande Gud og når han taler om Abrahams Gud.

 Ifølge Guds ord til Moses er Guds navn ikke Allah men HERREN. HERREN er en gengivelse af Guds navn på hebræisk og som består af de 4 konsonanter JHVH og hvis udtale ingen kender. Da HERREN åbenbarede sig for Moses ved den brændende tornebusk, sagde Han til Moses: “Sådan skal du sige til israelitterne: HERREN, jeres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til jer. Det er mit navn til evig tid, og sådan skal jeg kaldes i slægt efter slægt.

 Det er altså HERREN og ikke Allah, der er Abrahams Gud. Jeg må derfor fastholde min konklussion: Allah og Bibelens Gud er ikke den samme.

 En anden ting er så, at vi kan bruge den rent sproglige sammenhæng mellem Allah og Gud i arbejdet for at nå muslimerne med evangeliet, ligesom det også er oplagt at bruge Koranens Jesusbillede som tilknytningspunkt for evangelieforkyndelsen. Men derfra og til at sige, at det dybest set er den samme Gud vi taler om, er der for mig at se ganske langt.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *