De kalder sig Mellemøstnetværket – et forum for debat og oplysning om Mellemøsten. De siger, at de med initiativet vil skabe balance i debatten om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Men de erklæringer, netværket indtil nu har offentliggjort, viser noget andet. For bag ord som “saglighed”, “FN-perspektiv” og “international ret” gemmer sig en konsekvent, ensidig og uforsonlig modstand mod Israel.
Blandt medlemmerne finder man markante skikkelser som Mogens Lykketoft, forhenværende udenrigsminister; Peter Lodberg, formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd; Anne Hjul Lybke, Den danske Folkekirkes repræsentant i Kirkernes Verdensråds centralkomité; Paula Larrain; Peter Hansen; Lars Erslev Andersen; Knud Vilby; Kirsten Thorup – og flere tidligere ledere fra Folkekirkens Nødhjælp. Det er altså ikke en gruppe tilfældige aktivister, men mennesker med solid erfaring og stor offentlig gennemslagskraft. For øvrigt har de allerede haft foretræde for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Netværket blev dannet efter terrorangrebet den 7. oktober 2023, hvor Hamas dræbte over tusind civile israelere og tog hundredvis som gidsler. Netværket siger selv, at formålet er at “bidrage til en mere informeret offentlig debat”. Men de erklæringer, der hidtil er udsendt, viser noget andet. Israel fremstilles som en stat, der begår etnisk udrensning, apartheid og folkedrab. Og ordene følges op af handling: Mellemøstnetværket kræver en total boykot af Israel – økonomisk, kulturelt og politisk. Alle israelske varer skal boykottes, uanset oprindelse. Der skal indføres stop for al våbenhandel, teknologisk samarbejde og investeringer, og danske kulturinstitutioner bør ikke længere samarbejde med israelske kunstnere og atleter.
I en selvstændig erklæring beder Mellemøstnetværket DR’s generaldirektør, Bjarne Corydon, om at trække DR fra det kommende Melodi Grand Prix, hvis Israel deltager – åbenbart den nye frontlinje i kampen mod Israel.
Erklæringerne indeholder derimod ingen krav til Hamas – ingen opfordring til at standse terroren, respektere folkeretten eller noget, der blot ligner. Der er heller ingen krav til det palæstinensiske selvstyre – ingen krav om reformer, fredsforhandlinger eller ansvar hos de palæstinensiske ledere for noget som helst. Der stilles kun krav til Israel, Danmark, EU og FN.
Selvfølgelig skal man kunne kritisere Israels regerings politik – det gør israelerne jo selv hver eneste dag, og sikkert med god grund. Men netværkets erklæringer er ikke blot kritik af Israels regering; de er et opgør med Israels ret til at gøre det, der skal til for at beskytte sin befolkning mod terror. Når man kræver “total boykot af Israel” og samtidig omtaler landet som “en stat baseret på apartheid og etnisk udrensning”, går man fra at kritisere politikerne til at afvise hele staten og folket som helhed. Det er ikke bare en politisk kritik – det er en antizionistisk holdning, hvor man i praksis siger, at Israel som jødisk stat slet ikke burde eksistere. Alt sammen pakket ind i pæne ord om menneskerettigheder og folkeret. På den måde bidrager man ikke til forståelse – man puster derimod til den polarisering, man selv siger, man vil bekæmpe.
Det virkelig bekymrende er, at fremtrædende kirkelige og humanitære profiler sætter deres navn under erklæringer, der så ensidigt gør Israel til den store skurk i konflikten. De mange beskyldninger fremstår som endnu et kapitel i en lang historie, hvor jøder – nu repræsenteret ved staten Israel – igen gøres til syndebuk. Dertil kommer, at Mellemøstnetværket med Anne Hjul Lybke og Peter Lodbergs deltagelse tilfører projektet en form for kirkelig blåstempling. Det er simpelthen ikke i orden, at Folkekirken på den måde bliver spændt for en både politisk og anti-israelsk vogn. Når man kender kirkens historiske forhold til jøderne – og den historie, vi har i Europa – burde kirkelige og humanitære stemmer være de første til at udvise forståelse for Israels helt særlige situation i en region, hvor omkringliggende stater i årtier har nægtet dets ret til at eksistere.