Palæstinenserne som oprindeligt folk?

Et af de bærende elementer i Rahebs bog er påstanden om, at palæstinenserne er det oprindelige folk i det, han konsekvent kalder ”Palæstina”, mens jøderne fremstilles som kolonister. Påstanden er historisk ukorrekt. Den palæstinensiske nationale identitet opstod først for alvor i det 20. århundrede – især som reaktion på zionismen og det britiske mandatstyre.
Jøderne derimod har haft en uafbrudt tilstedeværelse i området gennem årtusinder, selvom de i perioder udgjorde en minoritet. Deres religiøse, kulturelle og arkæologiske bånd til byer som Jerusalem og Hebron – og til hele Judæa og Samaria (Vestbredden) – er veldokumenterede og går langt tilbage i historien. At kalde jøder kolonister i det land, hvor jødedommen opstod og Bibelen blev til, er en grov forvanskning. Det tjener tydeligvis et politisk og teologisk formål.

Raheb anvender desuden udtrykket ‘det historiske Palæstina’ som et centralt begreb i sin fremstilling, men uden at definere, hvad han konkret mener. Dermed skaber han det indtryk, at hele området fra Middelhavet til Jordanfloden altid har været én palæstinensisk enhed med en fast palæstinensisk identitet. Det stemmer dårligt med den historiske virkelighed, hvor området gennem årtusinder har haft skiftende befolkninger, styreformer og herskere.

Helt galt går det, når Raheb omtaler Jesus som ‘palæstinenser’. I Bibelen omtales landområderne som Kanaan, Judæa, Samaria, Galilæa eller blot Israel. På Jesu tid var det romerske navn Judæa. Jesus var jøde og blev født i Judæa under romersk styre. At kalde ham palæstinenser er en anakronisme – dvs. en nutidig politisk betegnelse påført fortiden. Det er ikke blot forkert, det er en bevidst strategi for at nedtone jøders historiske og religiøse tilknytning til landet og i stedet promovere en alternativ palæstinensisk  identitetshistorie

Rahebs syn på begrebet ”udvælgelse” og det jødiske folk

Raheb afviser både Bibelens begreb om udvælgelse og løfterne om landet og hævder, at disse bruges til at retfærdiggøre kolonialisme og undertrykkelse. Men ifølge både jødisk og klassisk kristen tradition handler udvælgelsen ikke om privilegier, men om ansvar og tjeneste for verden.

Raheb afviser forbindelsen mellem det moderne jødiske folk og Bibelens israelitter og reducerer jødedommen til udelukkende at være en religion uden en etnisk eller national dimension. Det er en fremstilling, der står i modsætning til både jødisk selvforståelse og historiske fakta. Han omtaler staten Israel som en kolonial konstruktion og nægter dermed i praksis jødernes ret til national selvbestemmelse.

“Judaisering” og Jerusalem

Raheb anklager Israel for at “judaisere” Østjerusalem – et udtryk, der antyder, at jøders tilstedeværelse i denne del af byen er unaturlig eller illegitim. Men jøder har haft religiøse og historiske bånd til Jerusalem i årtusinder. Den jødiske tilstedeværelse i Østjerusalem er ikke en moderne opfindelse, men en del af en ubrudt historisk forbindelse. Ved at bruge et begreb som “judaisering” forsøger Raheb at sløre den historiske virkelighed og underminerer jøders legitime tilknytning til byen.

Apartheid-anklagen mod Israel

Raheb betegner Israel som et apartheidregime – både i selve Israel og i Judæa og Samaria (Vestbredden) Det er en alvorlig anklage, men den holder ikke til nærmere undersøgelse. Arabiske statsborgere i Israel har stemmeret, sidder i parlamentet og nyder fulde borgerlige rettigheder. Ulighed og spændinger eksisterer – som i mange andre multietniske demokratier – men de er ikke resultatet af racelovgivning.
Situationen i Judæa og Samaria (Vestbredden) er mere kompleks, men den skyldes i høj grad en langvarig konflikt og sikkerhedspolitiske forhold – ikke en officiel politik om raceadskillelse, som det var tilfældet i Sydafrika. At anvende apartheid-begrebet er mere et politisk virkemiddel end en præcis betegnelse.

Rahebs syn på Bibelen

Et af de mest radikale elementer i Rahebs bog er hans syn på Bibelen. Han betragter ikke Bibelen som Guds åbenbaring, men som menneskers refleksioner over deres religiøse erfaringer. Det er med det udgangspunkt han tolker nøglebegreber som udvælgelse og landløfter som udtryk for kolonialisme. Bibelen reduceres til et politisk redskab – i dette tilfælde for en palæstinensisk identitetspolitik. Dermed mister bibelteksten sin autoritet og forpligtende karakter. Rahebs tilgang står i skarp kontrast til den klassiske kristne forståelse af Bibelen som Guds ord til mennesket.

Kristen zionisme

Raheb retter hård kritik mod kristne, der støtter Israel – især kristne zionister. Han beskylder dem for teologisk naivitet og moralsk medansvar for palæstinensernes lidelser. Han kalder deres støtte til Israel en ”synd imod Gud”. Det er stærke ord – og de efterlader ikke meget plads til teologisk uenighed eller dialog.

Raheb ser det tilsyneladende som uforeneligt at støtte Israels eksistens som jødisk stat og samtidig arbejde for palæstinensiske rettigheder. Hans skarpe retorik lukker døren for reel samtale. Tankevækkende er det også, at han helt ignorerer de messianske jøder – jøder, der tror på Jesus som Messias. De deler i høj grad den bibelforståelse, Raheb afviser, og bliver med hans angreb på zionismen og Israels ret til at eksistere indirekte også ramt i deres teologiske selvforståelse.

Afsluttende kommentar

Mitri Rahebs bog er både polemisk og provokerende. Hans fremstilling af palæstinenserne som det oprindelige folk, hans afvisning af jøders historiske og religiøse tilknytning til landet, samt hans tolkning af begreber som udvælgelse og løftet om landet, står i skarp kontrast til både bibelsk tradition og historiske fakta. Rahebs brug af anklager som “apartheid” og “judaisering” tjener åbenlyst et politisk formål. Han afviser, at Bibelen er Guds ord, og hans retorik over for kristne zionister lukker for al samtale.
Læser man bogen, skal man være bevidst om dens teologiske og politiske dagsorden.

Jan Frost

———————–

Mitri Raheb: Afkoloniser Palæstina – En kritik af vestlig teologis dominans i Mellemøsten.

Forlaget Eksistensen 2024