Frost på bloggen

Ved du, at man har slettet navnet Israel i en ny oversættelse af Det nye Testamente?

Ja, du læste rigtigt. Man har fjernet navnet Israel.

Bibelselskabet har netop udgivet en ny oversættelse af hele Bibelen på nudansk. Man kalder den: Bibelen 2020. Den gammeltestamentlige del af oversættelsen – som nu hedder Den gamle Aftale – er en ny.
Derimod kom første udgave af Det nye Testamente på nudansk – som man nu kalder Den nye Aftale – helt tilbage i 2008. Den har man så revideret for nu at udgive den sammen med Den gamle Aftale i Bibelen 2020.

Målet med Bibelen 2020 er en oversættelse, hvor man i højere grad lægger vægt på at få meningen i bibelteksten frem snarere end at holde sig striks til grundtekstens ordlyd.
Oversætterne skal altså ikke alene oversætte teksten, de skal også give deres bud på, hvad meningen i teksten er og formidle den i et nutidigt sprog. Alt sammen for at gøre den lettere at forstå for nutidens læsere. Og det er et godt og vigtigt projekt.

Er det så lykkedes med Bibelen 2020? Langt hen ad vejen, ja. Når det gælder sproget i Bibelen 2020, er den bestemt lykkedes. Den er holdt i et flydende og letforståeligt nudansk. Den er en fornøjelse at læse. Den er helt som en nudansk oversættelse skal være.
Når det gælder indeholder væsentlige ting desværre gået tabt. Men det skal jeg ikke gås i dybden med her.  

Derimod vil jeg nævne noget aldeles overraskende ved Bibelen 2020: Man har fjernet navnet Israel overalt hvor det forekommer i den nytestamentlige del – altså i Den nye Aftale.

Allerede da første udgave af Den nye aftale kom i 2008 var navnet Israel væk, men trods kritik har Bibelselskabet ikke villet revidere og ændre oversættelsen på dette punkt. 

Navnet Israel forekommer mere end 60 gange i Det nye Testamente. Det bruges både om folket Israel og om landet Israel. Men i Den nye Aftale har man valgt at omskrive navnet Israel til ”jøderne” eller ”jødiske” – eller helt at slette det.
F.eks. fortæller evangelisten Matthæus, at Jesus på et tidspunkt siger til sine disciple, at de ikke vil nå igennem alle ”Israels byer, før menneskesønnen kommer”.
I Den nye Aftale er det blevet til: ”I når ikke igennem alle jødiske byer før jeg, Menneskesønnen kommer”. ”Israels byer” er blevet ændret til ”jødiske byer”.

Men hvad gør man så de steder i Det nye Testamente, hvor navnet Israel entydigt henviser til landet, til området der bærer navnet Israel? Man gør det samme. Enten omskriver man navnet eller man sletter det.
Det har man f.eks. gjort i beretningen om, at Josef og Maria måtte flygte til Egypten, da Jesus var blevet født. Da det var sikkert for den lille familie at vende tilbage til Israel igen, skriver evangelisten Matthæus, at Josef tog barnet og dets mor med sig og kom til ”Israels land”.

Men i den nye oversættelse tager han ikke Jesusbarnet og Maria med tilbage til Israels land. Han tager dem bare ”med hjem”. Navnet Israel er ganske enkelt slettet.

Den nye oversættelse er konsekvent i denne omskrivning eller udeladelse af navnet Israel – med en enkelt undtagelse, nemlig et sted, hvor der citeres direkte fra Det gamle Testamente.

Gør det teksten lettere at forstå, når man fjernet navnet Israel? Kommer meningen tydeligere frem ved det? Selvfølgelig ikke. Årsagen til at man har gjort det, må altså være en anden. Og det vedgår oversætterne. De har tidligere fortalt om deres overvejelse bag beslutningen.

De siger, at navnet Israel hverken i Det gamle Testamente eller Det nye Testamente bruges som geografisk betegnelse for det, vi i dag kender som Israel.
Men det er ganske enkelt forkert. Det gør både Det gamle Testamente og Det nye Testamente – og tilmed Mishna bekræfter brugen af navnet Israel om landet, har en rabbiner for nylig fortalt mig.   

Oversætterne har også begrundet udeladelsen eller omskrivningen af navnet Israel med, at da Israel i Bibelen ikke er det samme som den modernes stat Israel, så vil læseren have svært ved at skelne mellem den bibelske og den moderne betydning af navnet.

Men så er det jo underligt, at man ikke er nået til samme konklusion når det gælder navnene Egypten og Libyen.
De to moderne stater, Egypten og Libyen, der også har oplevet lidt af hvert ned gennem historien, er mig bekendt heller ikke identiske med det Egypten og det Libyen, vi kender fra bibelsk tid.
Men ifølge Den nye Aftale tog Josef og Maria godt nok til Egypten, men de tog ikke tilbage til Israel. De tog – som sagt – blot hjem.     

Efter eget udsagn har bibeloversætterne altså ønsket at undgå, at læseren af Den nye Aftale skulle få den tanke, at der er en sammenhæng mellem det bibelske Israel og den moderne stat Israel. For det er der ikke – efter deres mening.

Men det er jo deres personlige, teologiske holdning der kommer frem her. En holdning som mange af os for øvrigt er uenige i.

Bibelen er en fantastisk bog. Og det er en fantastisk vigtig bog. Det er den, fordi den er Guds ord til os. Derfor er det også vigtigt, at Bibelen regelmæssigt oversættes, så vi kan læse den på et nutidigt og forståeligt dansk. Men det skal være en oversættelse hvor tekstens mening og ikke oversætternes holdning kommer frem.

Derfor er det uforståeligt, at Bibelselskabet igen sender en oversættelse på gaden, hvor oversætternes personlige, teologiske holdning til dette spørgsmål skinner så tydeligt igennem, og hvor man går så langt som til at fjerne navnet på det folk og det land, som både på bibelsk tid og i dag er uløseligt forbundne.  

Jeg har ikke kunnet finde en eneste oversættelse internationalt, hvor man har gjort noget tilsvarende. Og den findes næppe. Det her er helt usædvanligt. Og det fremmer næppe heller lysten blandt danske venner af Israel – jøder såvel som ikke-jøders – lyst til at gå i gang med at læse Det nye Testamente på nudansk. Og det er virkelig ærgerligt.