Frost på bloggen

DANSKE KIRKERS RÅD (DKR) vil sætte fokus på kristnes vilkår i Mellemøsten (MØ). Godt for det. I løbet af de seneste år er der sket en voldsom optrapning af kristenforfølgelser i MØ. Den eneste undtagelse er Israel. Ud af landets befolkning er cirka 20 procent arabere med israelsk statsborgerskab. Heraf er cirka 200.000 kristne. Intet sted i MØ har kristne samme mulighed for at praktisere deres tro som i Israel. Israel er det eneste land i MØ, hvor de kristne ikke bliver færre. Alligevel har DKR valgt at sætte særligt fokus på Is-rael – sammen med Syrien, Egypten og de palæstinensiske områder. Ikke Iran, Irak eller Yemen, men altså Israel. Hvad får DKR til at fremhæve Israel i stedet for lande, hvor kristne forfølges og dræbes? To eksempler:

DKR skriver på sin hjemmeside, at de kristne palæstinensere har særlige problemer på grund af Israels besættelse af Vestbredden. Men Israels tilstedeværelse på Vestbredden påvirker ikke specielt de kristne palæstinensere. Når kristne på Vestbredden i dag kun udgør cirka to procent af befolkningen, skal årsagen findes flere steder. Dels i en procentmæssig høj muslimsk befolkningstilvækst i forhold til de kristnes og dels – men ikke mindst – i et stærkt pres på den kristne minoritet fra det muslimske flertal – sådan som vi ser det i alle de lande i MØ, hvor kristne udgør en minoritet og udvandrer. Naturligvis betyder den desværre nødvendige begrænsning i palæstinensernes bevægelsesfrihed også en hel del, ikke mindst for økonomien, men dette gælder alle palæstinensere, ikke alene de kristne.

DKR siger videre, at de kristne arabere møder diskrimination i selve Israel. Blandt andet nævnes “en ny lov, der forbyder eksempelvis palæstinensiske kristne med israelsk statsborgerskab at kalde sig palæstinensere”. Men der findes ikke en sådan lov i Israel. Det er en mistolkning af en ny lov, der gør det muligt at skelne mellem arabiske kristne og arabiske muslimer for at styrke de kristne araberes muligheder på det israelske arbejdsmarked.

Et andet eksempel på DKR’s særligt kritiske fokus på Israel som årsag til palæstinensernes problemer finder vi i et brev, som rådet for nogen tid siden sendte til Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Brevet er blevet til på baggrund af en kirkelig delegationsrejse til Israel og Vestbredden med deltagelse af både en biskop, en provst, præster og Bibelselskabets generalsekretær. Selvom delegationen mødtes med både israelske og palæstinensiske ledere og organisationer, er der i brevet ingen plads til nuancer i fremstillingen af konflikten. Brevet peger alene på den israelske besættelse og bosættelserne som den primære årsag til, at konflikten fortsætter. Ikke et ord om palæstinensisk medansvar for den fastlåste fredsproces. Ikke et ord om de næsten daglige terrorangreb fra palæstinensisk side. Ikke et ord om den had-propaganda mod Israel og jøder, som børn og unge udsættes for i de palæstinensiske skoler. Nej, skurken i konflikten er og bliver alene Israel.

I brevet til Det Udenrigspolitiske Nævn understreger man desuden, at man på rejsen ikke mødte en eneste, der sætter spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere inden for sikre og anerkendte grænser.
Det lyder underligt. Enten har man ikke spurgt ind til det emne, eller også har nogen forholdt dem sandheden. Delegationen mødtes nemlig – ifølge deres rejseprogram – med blandt andre Badil. Badil er en organisation, der arbejder blandt palæstinensiske flygtninge. Badil taler for en “én-statsløsning” og for, at alle flygtninge og deres efterkommere – nu cirka fem millioner palæstinensere – skal have “ret til tilbagevenden”. Badil leder internationale kampagner for boykot af Israel. De har underskrevet et dokument, der udtrykkeligt afviser “Køreplanen for fred” og “Det arabiske fredsinitiativ”. Badil har offentliggjort antisemitiske tegninger på sin hjemmeside samt tegninger og grafik, der i billedsprog benægter Israels ret til at eksistere. Og dette er så bare eksempler fra én organisation.

DKR er en sammenslutning at de fleste kirkesamfund og kirkelige organisationer i Danmark. Det forpligter til at videregive et nuanceret og sandt billede af forholdene i Israel og de palæstinensiske områder, når man nu vægter forholdene her højere end i Iran, Irak og Yemen. I stedet får vi desværre et ensidigt og politisk partsindlæg.