Frost på bloggen

Tale ved mindehøjtidelighed de. 8. nov. 2015.

Vi er samlet for at mindes ofrene for den seneste tids dødelige overfald på tilfældige civile i Israel. Den bedste måde at ære ofrene for krig og terror i Israel på er, at stå sammen med Israel og det jødiske folk i kampen mod de kræfter, som vil Israel det ondt. Der er mindst to grunde til, at man som dansker og som kristen bør stå op for Israel en vanskelig tid som denne.  

For det første for at sige et rungende JA til Israels ret til at eksistere i fred og sikkerhed. Hvem havde troet, at et JA til Israels eksistens ikke er det naturligste i verden så mange år efter staten Israels oprettelse. Folkeretsligt blev sagen jo afgjort helt tilbage i 1947. Men det er desværre nødvendigt. Der er lande, politiske ledere og andre meningsdannere der både i det skjulte og åbenlyst arbejder for et MØ uden Israel. Det er virkeligheden.

De seneste måneders terror skal ikke ses som isolerede tilfælde eller bare som udtryk for unge palæstinenseres frustration over mangelende fremtidsudsigter under en korrupt ledelse. Vi stikker hinanden blår i øjnene ved at tro det. Terroren skal ses som en fortsættelse af den kamp mod Israels ret til at eksistere som jødisk stat, der tog sin begyndelse straks efter statens oprettelse i 1948. Siden verdenssamfundets JA til Israel har skiftende arabiske lande og ledere svaret med et højlydt NEJ. Det er dette fortsatte

NEJ til en jødisk stat i MØ der er årsagen til ufreden. Det er dette NEJ der er årsagen til, at der ikke er fred mellem Israel og palæstinenserne i dag. Det er dette NEJ der fastholder palæstinenserne i deres indædte kamp mod Israel. Og i denne kamp har man besluttet, at målet helliger midlet. Det er terror-ofrene, som vi mindes nu, et tragisk bevis på.

Hvilket andet land i verden stilles der spørgsmålstegn ved eksistensberettigelsen af? Intet. Heller ikke det muslimske land, Pakistan. Pakistan, der som bekendt blev oprettet ved en FN beslutning kort tid før FN vedtog delingsplanen for det britiske Palæstina-mandat og delte området i en jødisk og en arabisk del. Oprettelsen af Pakistan skabte en flygtningestrøm på 14 millioner, hinduer der flygtede fra Pakistan og muslimer der flygtede fra Indien. Og omkring 1 million mennesker mistede livet. Tal, der langt overgår følgevirkningerne af FNs beslutning om at give jøderne et hjemland. Alligevel sætter ingen i dag spørgsmål ved det muslimske Pakistans eksistensberettigelse. Derimod kalder man til kamp mod klodens eneste jødiske stat. Der findes et andet ord for dette at fratage jøder de samme rettigheder som man giver alle andre. Ordet er antisemitisme. Det er udtryk for rendyrket antisemitisme når man siger, at jøderne, alene af alle folk på jorden, ikke har ret til deres egen stat. Og antisemitisme er det ethvert anstændigt menneskes pligt at bekæmpe overalt, hvor den findes.

 Den anden grund til at jeg som dansker og kristen har et særligt forhold til Israel er, at Israel er Bibelens land. Det er i Bibelen vi læser om, at Gud gav Abraham et løfte om at Kanaans land skulle være hans og hans efterkommeres ejendom for altid. Bibelens land Israel og det jødisk folk hører uløseligt sammen. For mange jøder – og for millioner af kristne – går der en lige linje fra Guds løfte til Abraham til etableringen af den moderne stat Israel i vor tid. Når kirken skal fortælle hvor den har sine rødder, er svaret: I Israel. Kristendommen har jødiske rødder. Tag Abraham og Guds løfte til ham væk. Tag Moses væk, tag profeterne væk, tag jøden Jesus væk og det du har tilbage af kristendommen er – ingenting! Kirkens historiske rødder sidder dybt plantet i Israels muld. Den kristne kirke er uløseligt forbundet med Bibelens land og folk.

Når vi besøger Israel gør vi det ikke alene fordi det er et fantastisk land, men fordi vi gerne vil se, hvor vi har vores åndelige rødder! Når vi besøger Jerusalem gør vi det ikke alene fordi det er en fantastisk og smuk by, men pga den afgørende betydning byen har for vores tro. Tag Jerusalem og Jerusalems tempel væk fra kristendommen – med alle de afgørende begivenheder der har udspundet sig i den by – tag alt det væk fra kristendommen og det du har tilbage er – ingenting!

Men det handler ikke alene om historiske rødder og om fortiden. Det handler i den grad også om fremtiden. Den jødiske og kristne tro deler den opfattelse, at både Jerusalem og

Israels land og folk er afgørende aktører i de begivenheder der en dag skal føre til en endelig og varig fred – fred til Jerusalem, fred til Israel, fred til de arabiske nabofolk – ja fred til verden.  Den dag længes vi efter.

Men hvad kan vi gøre nu – i en mørk og kold tid. Det, vi kan gøre nu, på det menneskelige plan, er at appellere til alle gode og fredselskende kræfter – også dem der måtte findes blandt de arabiske folk – om at arbejde med på en fredelig løsning på den ulykkelige konflikt. Mange har sagt det tidligere, men det kan ikke siges for ofte: En fred mellem Israel og palæstinenserne opnås kun gennem direkte forhandlinger mellem parterne. Forhandlinger der naturligvis må bygge på en anerkendelse af modpartens eksistensberettigelse. Det bedste vi kan gøre for freden nu er, at opfordre parterne til at gå den vej. Samtidig med at vi husker at bede om Jerusalems fred. Sådan som allerede kong David opfordrede os til det.

Am Israel Chai.