Frost på bloggen

Som sædvanlig tog jeg en mini-bus fra lufthavnen i Tel Aviv til Jerusalem.

Bag mig var en engelsk kvinde faldet i snak med en israeler. Hun fortalte, at hun skulle besøge en gruppe kristne, hun kendte. ”Det er en gruppe idioter!”- lød det højt gennem mini-bussen fra en ortodoks jøde, som derefter rejste sig og gik op og stod ved siden af chaufføren. Han kunne ikke holde ud til at høre på den snak. Han blev imidlertid bedt om at finde sin plads igen. ”Rejs hjem, hvor du kommer fra”, lød det så fra den ortodokse jøde. Chaufføren standsede bussen midt på motorvejen, henvendte sig til mig og spurgte, om jeg ville bytte plads med den oprevne herre. ”Hvorfor”, spurgte jeg, uden at afsløre, at jeg godt vidste, hvad der foregik. ”Fordi vi har en religionskonflikt her i bussen lige nu, sagde han, og fortsatte: ”Velkommen til Israel!”

Lidt senere blev pladsen foran i bussen – ved siden af den ortodokse jøde – ledig. Jeg satte mig tilbage, henvendte mig til ham og sagde: ”Hvorfor blev du egentlig så vred på den kristne kvinde?” Hans svar kom promte: ”Har du nogensinde set kristne stå op for Israel og tale Israels sag? Tværtimod har kristne forfulgt jøder og påført det jødiske folk meget ondt.” Nu ønskede han bare at få fred for de kristne i sit eget land. Jeg spurgte ham, om ikke han havde hørt om kristne grupper – fra USA for eksempel – som støttede Israel. Jo, det havde han godt nok. ”Jeg er kristen”, sagde jeg, ”og har talt Israels sag i 25 år. Der ER kristne, som støtter Israel.” Tonen i hans tale ændrede sig, og vi faldt i snak om andre vigtige emner. Det blev til en god samtale. Bl.a. om Gammel Testamentes profeter, og deres forudsigelser om Messias.

Da vi nåede frem til Ordet og Israels hus i Jerusalem, fik jeg et varmt håndtryk af chaufføren. Jeg havde åbenbart været med til at redde turen for ham.