Frost på bloggen

Det gør bare så ondt at tænke på, hvordan dette gamle ordsprog  passer alt for godt  på kirkens forhold til Israel i dag. Nu tænker jeg først og fremmest på vores egen lille kirkelige andedam herhjemme – i folkekirkelig sammenhæng.

 Lad mig give et par eksempler:

 Folkekirkens Nødhjælp fremstår i manges bevidsthed som den danske folkekirkes officielle nødhjælpsarbejde. Og vel ikke uden grund. Selvom der ikke er nogen direkte organisatorisk sammenhæng mellem folkekirken og  Folkekirkens Nødhjælp så er der det i høj grad i praksis. Det kommer tydeligt til udtryk gennem de mange indsamlinger til Nødhjælpen der foretages i landets kirker. Principielt er det både godt og rigtigt  Selvfølgelig skal en folkekirke være aktiv  i nødhjælpsarbejdet. Det mangler bare. Og I sig selv er der ikke noget i vejen for, at nødhjælpen formidles gennem en organisation som Folkekirkens Nødhjælp. Men når et nødhjælpsarbejde vil bære kirkens navn, så forpligter det. På en lang række områder. Bl.a. må vi forvente, at den baggrundsinformation der gives om nødhjælpsarbejdet er både troværdig, nuanceret og sand.. Det lever Folkekirkens Nødhjælp ikke op til, når det gælder hjælpearbejdet blandt palæstinenserne. I den seneste tid, har Folkekirkens Nødhjælp igen profileret sig som et antiisraelske foretagende gennem en ensidig og unuanceret femstilling af den israelsk-palæstinesiske konflikt  Det er ikke alene misbrug af indsamlede midler, det er også uanstændigt. Det er sådan noget der er med til at cementere jøders opfattelse af kirken som et i bund og grund antiisraelsk, antijødisk og antizionistisk foretagende.

 Det andet eksempel jeg tænker på, er en artikel som for nylig stod i et kirkeligt ugemagasin. Det var formanden for den teologisk konservative bevægelse, Kirkelig samling om bibel og bekendelse; sognepræst Erik Bennetzen, der var forfatteren. Artiklen var blevet til på baggrund af oplevelser fra et studieophold i Israel.  Hensigten var at pege på nødvendigheden af et forsoningsarbejde israelere og palæstinensere imellem. Desværre fremstod artiklen som et ensidigt politisk partsindlæg i konflikten. Det siger sig selv, at hvis man ønsker at være katalysator for et forsoningsarbejde kan det ikke hjælpe noget, at man leverer et decideret politisk partsindlæg der indeholder faktuelle fejl  i fremstillingen af Israels historie i nyere tid, og endvidere er så tendentiøs i udeladelsen af oplysninger, at det ikke kan anses for at give et troværdigt billede af konflikten og dens baggrund. Resultatet af artiklen blev, at at Israel blev fremstillet som hovedårsagen til den ulykkelige situation, palæstinenserne befinder sig.

 Der kunne nævnes adskillige flere eksempler af samme slags fra den folkekirkelige verden.

 Hvordan kan et være, at vi igen og igen må høre sådanne  israelkritiske udtalelser fra ledere i folkekirken. Og hvordan kan det være, at de ofte får lov til at stå uimodsagt?

 Det kan der  være forskellige årsager til. Jeg ved ikke, om der ligger en bestemt teologisk grundholdning bag ovenstående udtalelser og holdninger. Men jeg ved, at historisk set har lignende holdninger ofte  afspejlet den grundholdning, at Israel ikke længere har en særlig plads i Guds frelsesplan, og at der ikke nødvendigvis er en sammenhæng mellem det der sker i MØ i dag og de bibelske profetier.

Mange mennesker i kirken opfatter staten Israels oprettelse udelukkende som et resultat af historiske omstændigheder, verdenssamfundets dårlige samvittighed e. lign? Men staten Israels oprettelse er ikke blot en politisk og historisk tilfældighed. Det er en opfyldelse af bibelske profetier. Det er Gud, der er i færd med at opfylde sine løfter til sit folk.  Gud har udvalgt sig Israels som sit folk. Han har givet dette folk et ganske bestemt landområde på jorden, som skal tilhøre dette dem. Gud kalder det for sit land (3.Mos. 23,25; 5.Mos. 1,8).

Det, der sker, er mere end en politisk kamp. Sådan som det var mere end en politisk kamp, da Gud førte Israel ud af Ægypten. Det var Gud, der opfyldte sit løfte til folket. Det var mere end en politisk kamp, da Gud førte folket ind i Kanaan. Det var Gud, der opfyldte sit løfte til folket. Det var mere end politisk kamp, da folket måtte ud af landet. Det var Gud, der pga. folkets afgudsdyrkelse fordrev folket fra landet. Der var en åndelig kamp bag begivenhederne.

Sådan også i dag. Bag de politiske begivenheder udkæmpes der en åndelig kamp. Vi kan ikke sætte lighedstegn mellem den aktuelle politiske og åndelige kamp. Det er syndige mennesker, der er spillets hovedaktører, og der begås fejl og uretfærdigheder, vi må tage afstand fra. Dog ændrer det ikke, at der bag alt dette udkæmpes en åndelig kamp. Det er Gud der handler, og hans modstander Satan vil gøre, hvad der står i hans magt for at ødelægge og hindre. Sådan som han altid kæmpet imod Gud, gør han det også i dag.

Det er denne virkelighed vi må forholde os til, når vi tager stilling i MØ-konflikten. Derfor må vi være sandhedssøgende når det gælder de aktuelle konflikter og deres baggrunde, og ikke lade os rive med at den tiltagende antiisraelske understrøm, der løber i en hel del kirkelige kredse i dag.

Den skal ikke forties, den skal modsiges. Når og hvor vi kan komme af sted med det. For her gælder et andet gammelt ordsprog: “Den der tier samtykker.”